Her kan I læse min redegørelse!

Kære alle sammen

Så kom min redegørelse endelig online.

Her kan i blandt andet finde metodekatalog, beskrivelse af processen, interviews med dygtige fagfolk samt mine refleksioner og overvejelser igennem forløbet. I slutningen af dokumentet finder I også bilaget, der indeholder anbefalinger til parallelopdrag, opsamling på forårets borgerinddragelse samt guidelines for samskabelse af medborgercentre.

Rigtig god fornøjelse – og lav liiige en stor kande kaffe først!

De bedste hilsner

Lena

Reklamer
med emneordet , , , ,

Sensommertanker og tilbageblik

Det var en af de hårde. Afgang fra Arkitektskolen Aarhus er ikke til at spøge med – men her en måned efter er jeg lykkelig, tilfreds, veludhvilet og inspireret på ny. (Og så har jeg læst en dårlig krimi, bare fordi jeg ku’.) Projektet fik en fantastisk flot modtagelse til min endelige kritik, og jeg er evigt taknemmelig for borgernes engagement og gå-på-mod hen over foråret. Hele afgangsprojektet blev samlet i to publikationer, som snart vil komme i digital form.  – Så er der læsning til efterårsregnen, når den kommer.

Men et lille indblik skal I have så længe, så jeg har valgt at sample små bidder ud af bøgerne, nogle mere personlige end andre. Og lad os bare starte med slutningen, refleksionen:

20140801-111206-40326453.jpg

PERSONLIG REFLEKSION

Jeg er glad for at jeg tog chancen tilbage i februar, og fandt Rolf Hapel – og dermed projektet i Beder-Malling. Det har været et intenst halvt år, med en proces der ikke altid var til at styre eller forudsige. Når man arbejder med borgere og kommune er der andre tidshorisonter, borgeres personlige dagligdag og mødeplanlægning der skal gå op i en højere enhed. Flere gange i ugen. Men det har været en fornøjelse, en lærerig en af slagsen. Jeg er vokset med opgaven, samtidig med at jeg har erfaret at den faglighed jeg kommer med, virkelig kan gavne og være til nytte på den anden side af det trygge tegnebord – ude i samfundet.

ARKITEKT?

Jeg har været så heldig, at sidde omringet af 9 dygtige afgængere fra Urban Design det sidste halve år. Det har været frygtindgydende til tider, da mit projekt er meget anderledes, og planer, modeller og visualiseringer har der ikke været mange af på min andel af opslagstavlen. Jeg har dagligt måtte holde mig fast i, at jeg bliver en anden slags arkitekt, og at jeg benytter min faglighed og min lære fra arkitektskolen på anden vis. Jeg tror dog ikke denne faglige usikkerhed, der typisk opstår i tidsrummet 16:10-16:27, er så meget anderledes end mine sidemænds. Som snart nyuddannede arkitekter står vi alle overfor et arbejdsmarked, der skal overbevises om arkitektens alsidige evner – for vi kan meget mere end at tegne huse – det er en oldgammel, støvet opfattelse. Og samtidig skal vi definere vores faglige niché, sørge for at skabe og bevare den røde tråd i vores LinkedIn profil, der helst skal gro med en præmieret konkurrence i ugen, og oven i alt dette – ja så skal vi finde ud af hvem vi er som arkitekter. For hvad er det for en titel at stå med?

Arkitekt betyder for mig en person, der har fået nogle værktøjer til at orkestrere komplekse situationer, med en løsningsorienteret tilgang og et demokratisk sind. Jeg er arkitekt i ordets bedste forstand. Jeg kan og vil skabe rammer for det samfund som vi gerne vil have og tage del i. Mit afgangsprojekt har bekræftet mig i, at vi som arkitekter er en bred og broget flok – men vi kan altså noget helt særligt, når vi indgår i dialoger med andre fagfolk og lægmænd, og bliver placeret for bordenden i konfliktfyldt eller kompliceret farvand.

Ligegyldigt hvilke studio du tager afgang fra på denne skole, så kommer du ud med evner til at analysere en problemstilling, undersøge den med et nysgerrigt og åbent sind, være prøvende og eksperimenterende – ja nærmest legende, for til sidst at samle alle de uendeligt mange bolde du har kastet op i luften – ganske enkelt fordi du ikke kan lade være – og så samle det. Samle det til noget konkret og løsningsorienteret, i den skala der passer til problemets krop. Mit afgangsprojekt er anderledes i dets udformning og løsningsrum, men processen som arkitektstuderende adskiller sig ikke meget fra dem jeg sidder iblandt. Min opslagstavle er tilgroet af citater, post-its, fotos, tankemylder, undersøgelser og intentioner, der er opstået i den samme iterative studieproces som min sidemand har været igennem. Hun har så bare lavet en skybrudseng i Mølleparken.

OPSUMMERING

Jeg er grundlæggende idealist, og jeg vil gerne gøre en forskel for mennesker. Derfor startede jeg i sin tid på arkitektskolen. Her så jeg mulighed for, meget konkret at kunne skabe rammer for samfundet, der kunne rumme og frembringe det bedste og mest frugtbare afsæt for det store fællesskab. De rammer jeg arbejder med, har dog hverken dampspærre eller ledelinjer. Rammerne jeg har skabt i dette afgangsprojekt er rammer for borgeres engagement, initiativ og ansvar. Rammer for at arbejde med byudvikling i 1:1.

(Fra redegørelsen, side 141)

med emneordet , , , , , ,

“fem skarpe” om samskabelse til Laura Winge

Jeg er gået i afgangskoma, og undskylder bloggens stilstand den sidste tid. Men bare fordi jeg er knap så skarp, skal I ikke snydes for kloge ord fra en af de rigtig dygtige samskabere i praksis, nemlig Laura Winge fra MindLab. Så jeg må endnu engang bede dig om at spidse blyanten og finde en kop kaffe frem, og lade dig fredagsinspirere af disse ord. God fornøjelse:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Laura Winge er projektleder og servicedesigner, og arbejder med brugercentreret design og samskabelse mellem borgere, kommune, virksomheder og andre interessenter. Som servicedesigner i MindLab udarbejder Laura scenarier og prototyper, som testes i samproduktioner med borgerne og brugerne. Designtænkning er den røde tråd i de projekter hun indgår i, og er en ofte benyttet formidler og underviser i designtænkning, proces- og idéudvikling.

1. Hvorfor arbejder I med samskabelse hos MindLab?

Samproduktion sætter de ressourcer der ligger i samfundet i spil således at kommende indsatser spiller optimalt sammen med de berørte borgere. Vi designer velfærd med borgerinddragelse, og skaber ideer ved at sætte borgernes indsigter og ressourcer i spil; det giver bedre løsninger, og mindsker ressourcetab.

Borgerne er eksperter i at være brugere af eksempelvis offentlige services eller ydelser, så herigennem kan vi få konkret feedback fra dem, der er tættest på, tidligt i processen; luge ud dér hvor der ikke er effekt, forkerte retninger, eller komme på forkant ved at kommunikere om, hvorfor man gør som man gør. Samproduktion giver os – og de andre involverede parter – et mangefacetteret blik på et (ofte yderst komplekst) system eller service, således at vi får indsigter og idéer fra mange forskellige vinkler og dermed en bedre og bredere forståelse af det ”rum” vi arbejder i, hvilket i sidste ende skaber mere relevante og bedre funderede resultater.

2. Hvordan arbejder du med samskabelse i dit virke som servicedesigner?

Nogle gange forstår vi ting mens vi handler, og netop derfor er eksperimentet på baggrund af research og analyse en stor del af designprocessen. Sammenhængen mellem tanke og handling er en dynamisk proces. Når vi er en del af handlingsfællesskaber giver det anledning til tanker og dermed også meningsskabelse. Samskabelse går jo netop ud på at handle og skabe mening derfra. Mening man ikke kan snakke sig frem til.

Derudover får man brugernes indsigter fra en hverdag vi ikke kan tænke os til. Borgerne har en unik adgang til viden fra deres dagligdag, som kan sættes i spil når vi generer idéer og skaber indsigt sammen. Typisk sætter jeg mig ind i konteksten vha. antropologisk feltarbejde og design-research, og udvikler redskaber til processen; jeg tænker i ‘forstyrrelser’ der kan hjælpe, lege, øve, påvirke til at samarbejde om at løse ideer sammen. For at dette skal lykkes, skal man have indsigt i gruppedynamikprocesser for at vide, hvornår den rette timing er til stede for at stille spørgsmål, og hvornår man skal trække sig som katalysator for en positiv proces. Ligesom at de designgreb man benytter i en proces skal kende sin timing. Nogen gange kan et designspil være en gave til en samskabelsesproces, andre gange er scenarier, eller bare en gul post-it nok.

Samskabelse er så centralt et aspekt af projekterne her i MindLab at det har indvirkning på processen lige fra start til slut; men ikke alle projekter kalder på samme form for og mængde af samskabelse.

3. Hvad giver det jeres projekter, at I indtænker samskabelse?

Det er en måde at få testet konkrete initiativer og problematikker i et hurtigt format; at prototype før man rykker ud med den helt store implementering. Borgerne er eksperter i at være

‘superbrugere’ i deres egen hverdag, og på den måde kan projektejer få idéer og indsigter direkte fra kilden. Dette er en adgang til idéer, som man ikke kan tænke sig til, når man ikke er en del af den konkrete borgers liv, eventuelt med en problematik tæt inde på livet. Som førnævnt giver samproduktion flere øjne på og flere indgange til et projekt, og dermed er idéerne skabt i en relevant og eksisterende kontekst, hvilket skaber reel værdi for de borgere som et initiativ vil berøre. Eksempelvis giver det mening at brugerne af et kommende Borgernes Hus er med til at bestemme hvad det skal bruges til: Delvist gennem de folkevalgte, men også gennem en praksis, der tager afsæt i brugernes hverdag og aktuelle behov. Således bliver løsningen mere træfsikker. Derudover giver selve processen også et større ejerskab og medborgerskab.

Så personligt ligger der for mig også en meget demokratisk tankegang i den arbejdsmetode. At man ikke kun arbejder top-down / vertikalt i policyprocesser, men at man sikrer en bottom-up proces, ved at inddrage det horisontale på en konkret og virkningsfuld måde, der gør en forskel i hverdagen for de berørte borgere.

4. Hvad mener du, er den største udfordring ved at samskabe?

Der er ingen tvivl om, at mange har fået øjnene op for samproduktion, og at det er i sin vorden som et aktivt redskab, der på sigt bliver en uomgængelig metode, når man beskæftiger sig med udvikling og brugercentreret design.

En af hovedudfordringerne er tid: Optimalt inddrages servicedesignere tidligt i processen, således at vi tager aktiv del i feltarbejdet. Dette skyldes at det kræver en dybere forståelse af brugerne og felten for at kunne udvikle de rette redskaber til en samproduktion og for at kunne kommunikere med deltagerne i øjenhøjde. Uanset om det er embedsmænd, psykisk sårbare borgere eller folkeskolelærere, har alle deltagere brug for at blive mødt med empati, og at man har sat sig ind i konteksten. I forhold til den konkrete samskabelse er det på samme måde vigtigt at kende sine deltagere. Nogle gange er man nødt til at forventningsafstemme forinden, således at alle er enige om, hvad der skal ske – og ikke mindst så vi kan tage højde for at eventuelt modstridende interesser bliver en fordel og fordrer indsigt. Dette kræver tid.

En anden udfordring, som unægtelig hænger sammen med tidsaspektet, er planlægning. Det er ikke altid lige nemt – rent logistisk – at få mange forskellige interessenter og parter til at mødes. At finde tid i kalenderen kræver en prioritering fra alles side af. Men når samproduktion lykkes, er det tid godt givet ud.

5. Hvad kan samskabelse give til et projekt, hvor kommune og borgere arbejder sammen?

Inddrager man borgere i udviklingsarbejdet kan man sikre, at en horisontal empowerment finder sted, samt at der i de handlingsfællesskaber, man skaber, kan opstå initiativer som kan blive en del af den endelige løsning. Jeg tror, at det skaber en høj grad af medborgerskab at kickstarte kommunale processer med borgerinddragelse. De fælles fortællinger bidrager til nærvær i hverdagen, og mellem borgeren og det offentlige. Ligesom at processen omkring brugerinddragelse skaber en høj grad af medborgerskab, kan det også få kommunen tættere på borgerne. Det offentlige taler tit om ’frivillighed’ som dér, hvor borgerne kommer i spil i forhold til kommunale initiativer; jeg tror på at samskabelse kan flytte frivillighed over til at blive konkret medborgerskab, også blandt borgergrupper som lige nu måske er passive ressourcer. Personligt ser jeg det som en gensidig feedbackproces der skaber mere solidaritet blandt borgerne og dermed konkret nærvær i hverdagen. I stedet for at evaluere sig til effekt skaber man effekt. Metoden er handlingsanvisende i sit væsen.

 

 

 

med emneordet , , , ,

Redegørelsen afleveret!

Første store milepæl er nået – redegørelsen er blevet afleveret! Det har været intenst, hårdt, sjovt og berigende på alle måder. Mine negle er bidt helt korte, jeg må være fuldstændig fejlernæret og jeg er vinterbleg trods det gode vejr I har haft de sidste måneder – den bedste solcreme med faktor 100 ér og bliver Arkitektskolen Aarhus.

Jeg glæder mig til at præsentere projektet inden længe – nu står den på plancher, præsentation, mere kaffe og filmproduktion – og så lige et spændende møde med Teknik og Miljø i eftermiddag om Smart Mobilitet. God tirsdag derude!

Billede

med emneordet , , , , , ,

“Fem skarpe” om samskabelse til Sofie Billekop

Endnu engang er det en af de helt kloge, der er kommet på banen. Jeg har hermed fornøjelsen af at præsentere jer for Sofie Billekop fra Frivilligrådet, til Fem Skarpe om Samskabelse som begreb.

Frivilligrådet er et politikudviklende og debatskabende organ, der rådgiver regeringen og Folketinget om den frivillige sektors rolle og indsats i forhold til sociale udfordringer. Frivilligrådet var nogle af de første, der satte samskabelse på den politiske dagsorden.

Sofie Billekop er udviklingskonsulent og projektleder på Projekt Sæt Værdien Fri, som handler om at udvikle en model for samskabelse som redskab til nemmere at komme i gang med at samskabe. Hun har arbejdet med samskabelse i to år, bl.a. ved at interviewe og holde workshops med samarbejdsgrupper, der udvikler aktiviteter gennem samskabelse. Hun har i marts 2014 afholdt en konference om samskabelse i by- og boligområder, Fælles Fodslag i Forskellige Sko, som jeg var så heldig at deltage i. Så endnu engang, grib kaffekoppen – og lad dig berige.

1. Hvad er samskabelse set med dine øjne?

Samskabelse er helt en ny måde at tænke velfærd på. Det er en anden måde at gribe samarbejde an på – og ofte med aktører, man ikke har samarbejdet med før. Det handler dybest set om, at alle er med i selve den proces, hvor man klarlægger, hvad man skal arbejde med, og hvordan man vil gøre det. At indhente viden sammen og omsætte den til praksis er en stor del af samskabelse.

Når jeg har været ude og tale med folk, der samskaber, fremhæver rigtigt mange, at en tillid i samarbejdsgruppen er altafgørende for samskabelse. Det er ikke nok, at man slår viden og ekspertise sammen. Man skal også turde fortælle hinanden, hvad man faktisk har svært ved og ikke kender løsningen på. Det er, når folk tør være ærlige og åbne over for hinanden, at løsninger på de rigtigt svære problemer begynder at komme på bordet.

Noget af det, jeg finder virkelig spændende ved samskabelse, er, at man i mindre grad end ellers mødes som ansat, frivillig, eller hvad det måtte være. I stedet mødes man som de hele mennesker, vi alle sammen er, og som har mange flere kompetencer end blot det, der står i ens arbejdsbeskrivelse. Det giver en rigtigt god mulighed for at mødes om det, man faktisk brænder for. Samskabelse handler i høj grad om at mødes, hvor der er lyst og energi om et emne.

Foreningen Sager der Samler i Aarhus er et godt eksempel på, hvordan man aktivt beslutter at mødes der, hvor interesse og energi tørner sammen. Her kan alle med en god idé møde op i håb om at finde flere, der har lyst til at arbejde med den samme idé – og i sidste ende udvikler der sig en lang række projekter, hvor alle mulige forskellige mennesker går sammen med deres forskellige baggrunde og forudsætninger.

2. Hvorfor skal man samskabe?

Vi skal samskabe, fordi vi bliver nødt til det. Fordi der er nogle helt store samfundsproblematikker, som vi stadig ikke har fundet en løsning på, og hvor vi bliver nødt til at prøve at arbejde med dem på en ny måde. Måske har vi slet ikke samme forståelse af, hvad der egentlig ligger til grund for et problem? Måske kan en ny sammensætning af mennesker, der arbejder sammen, give en helt ny forståelse af noget, vi troede, vi kendte godt.

Fx kan en skoleleder gå og tro, at børnene på skolen pjækker, fordi undervisningen er for kedelig. Men fodboldtræneren, der møder børnene i fritiden, ville mene, at børnene pjækker, fordi forældrene sender dem for sent i seng hver aften. De to kan sammen finde en ny og bedre forklaring på pjækning og skabe et bedre fundament for en løsning.

Der findes heldigvis mange eksempler på samskabelse i det nære og lokale. At løse de store samfundsproblematikker sker ikke natten over, og det er vigtigt at tillade en masse mindre initiativer at slå rod, at give tid til at prøve sig frem – og nogle gange starte helt forfra igen.

3. Hvornår er samskabelse en god tilgang at bruge, og hvorfor?

I virkeligheden tror jeg, at samskabelse i langt de fleste tilfælde kan føre til de bedste resultater. Et projekt, der er udviklet af én part alene, vil stort set aldrig kunne føre til samme følelse af ejerskab og ansvar som et projekt udviklet i fællesskab. Og især tror jeg, at samskabelse giver god mening, når vi ønsker at udvikle nyt. Når en ny konstellation af mennesker har sat sig sammen, kan en problemstilling blive vendt helt på hovedet, eller man kan pludselig have helt andre kompetencer til rådighed end tidligere.

Det er jo ikke sådan, at vi skal finde på nye løsninger hele tiden og bare for at gøre det. Nogle gange har nogen gjort sig erfaringer, som det giver rigtig god mening at overføre til nye projekter. Her tror jeg, det vigtigste, vi kan hente fra samskabelse, er hele tiden at sikre os, at de lokale aktører er inddraget i overførslen. Hvis vi hele tiden sikrer et lokalt og bredt ejerskab, kan der bedre på sigt opstå muligheder for at videreudvikle gamle tiltag.

4. Hvad er de største udfordringer ved at samskabe, og hvordan kan det være?

Der har i mange år været en tendens til at man skal kunne forudsige, hvad resultaterne af et nyt projekt kommer til at være allerede ved opstarten. Ikke mindst mange kommunale strukturer og måder at give projektstøtte på, er bygget sådan op, at man fra start skal kunne redegøre for ressourceforbrug, effekter og den slagne vej frem til at opnå målet på ens projekt. Sådan fungerer samskabelse bare ikke. Her bliver man nødt til at være modig nok til at prøve sig frem. Hvis man vil opnå andre resultater end tidligere, bliver man nødt til at turde prøve nye idéer af, som vi faktisk ikke ved, hvor ender. Og vi bliver også nødt til at være klar til at ændre retning, hvis det viser sig undervejs, at det, vi troede var vores mål, ikke er aktuelt alligevel.

Odense Kommune er nogen af dem, der gør det. De prøver sig frem og eksperimenterer med forskellige modeller for at inddrage borgere og frivillige i det, der tidligere har været forbeholdt de ansatte på kommunen. De arbejder på at gøre de ansatte ”frivilligparate” og på at være åbne over for de input, borgerne kommer med. Men det mest inspirerende i den måde, Odense Kommune arbejder på, synes jeg, er deres ydmyghed over for, at alle løsninger faktisk ikke er givet på forhånd, og at vi har brug for hinanden for at finde frem til den rette vej at gå.

5. Hvordan ser du at arkitekter kan lære af jeres tanker om samskabelse?

Hvad enten vi taler om fx sociale, arkitektoniske, miljø- eller kulturprojekter, vil samskabelse være en måde at give ejerskab for et projekt. Alle har en holdning til, under hvilke forhold vi gerne vil bo, leve, arbejde, dyrke idræt osv. Hvorfor ikke bruge det aktivt? Det er mit indtryk, at stadig flere husker at spørge borgerne, når der skal bygges nyt – men også at der stadig er lidt vej endnu, før det er blevet en vane for alle arkitekter og byplanlæggere at have borgerne med igennem et projekt. Når vi taler om samskabelse, skal borgerne ikke bare høres på en workshop og så gemmes af vejen igen – de skal være med hele vejen, de skal definere brugen af en bygning, formen på den, og hvorfor den overhovedet skal være der.

Der er utroligt mange eksempler på boligområder med grønne områder, der ikke tages i brug, eller med sociale faciliteter, der står tomme. Og det er min påstand, at meget af dette kunne have være undgået, hvis beboerne i området fra starten havde været med til at bestemme, hvordan de havde lyst til at bo. Behov kunne have været mødt, og ejerskabet for området ville have været etableret, så beboerne ville have følt, at de selv var med til at forme deres hjem og selv havde lyst til at tage nye initiativer for at forbedre området.

En anden måde at tænke i samskabelse som arkitekt er at værne om fysiske rum, der faktisk lægger op til samskabelse. Det spontane, ikke planlagte møde mellem mennesker om at bygge den mobile legeplads op eller hænge foderkugler op i fugletræet, der pludselig fører til et projekt om, hvordan børn bør bruge iPad’en noget mindre og naturen noget mere.

med emneordet , , , ,

Hvem har spist mit forår?

Tiden er simpelthen fløjet forbi – og pludselig står jeg med slutspurten tilbage. Jeg skal sende til tryk om godt to uger, så nu er jeg gået i skrive-boble og forsvinder fra Beder-Malling, mine borgere og kommunen i en rum tid. Bloggen vil være lidt stille til tider – men tro mig, tasterne på min slidte bærbare brænder, og jeg gør alt jeg kan for at få samlet projektet sammen.

Borgerne i ledergruppen arbejder videre og triller rundt i Beder-Malling med Det Rullende Medborgerhus og indsamler tanker fra De Talende Tavler. Vi har stadig et par gode events og dialogværktøjer i ærmet som bliver testet i juni – jeg glæder mig og laver mere kaffe.

Hej hej!

20140515-121428.jpg

med emneordet , , , , , , ,

De talende tavler er i fuld sving

Borgerne i Beder-Malling har kastet sig over de store, sorte tavler vi satte op i torsdags. Ledergruppen sørger for at der bliver taget billeder af tavlerne hver dag, og visker dem rene efter behov. Her er et lille udpluk på “Mit medborgerhus skal…”

20140513-121847.jpg

20140513-121901.jpg

20140513-121918.jpg

med emneordet , , , , , ,

“Fem skarpe” om borgerinddragelse til Anne Tortzen

Jeg håber i mandags-friske, for her kommer en af de helt store: Anne Tortzen har taget sig tid til “fem skarpe” – denne gang om borgerinddragelse. Hun udgav i 2008 bogen “Borgerinddragelse – Demokrati i Øjenhøjde” som konstant er ved min side her på min afgang, og fuldstændig proppet med gule post-its. Anne Tortzen har et fantastisk blik for borgerne som ressourcer, samskabelse mellem borgere og kommuner samt vigtigheden i den tidlige dialog. Bogen er lige til at gå til, og kan varmt anbefales. Man kan jo starte med at lade sig inspirere her, med de “fem skarpe”:

Anne Tortzen er leder af Center for Borgerdialog og ekspert i borgerinddragelse.Anne er uddannet cand.scient. pol og journalist samt proceskonsulent. Hun er i øjeblikket i gang med en PhD på RUC om samskabelse mellem kommuner og borgere. Se mere på www.centerforborgerdialog.dk

1. Hvorfor skal vi inddrage borgerne?

Det er der mange forskellige grunde til:

For at få mere bæredygtige og holdbare løsninger og beslutninger om vigtige spørgsmål som hvordan vores lokalområde skal indrettes fysisk, hvordan skoler og ældrepleje skal indrettes m.v.  Når det kun er fagfolk, der træffer beslutninger fx om fysisk planlægning, kan de nemt overse noget af det, som er vigtigt for borgerne i deres hverdag. Desuden er det langt nemmere at ændre på noget, hvis ændringerne giver mening for dem, der bliver berørt. Et eksempel kunne være indførelse af den nye skolereform, hvor det nu giver problemer, at børn, forældre og lærere ikke var inddraget i beslutningen.

For at styrke demokrati og aktivt medborgerskab og komme væk fra en indstilling om, at “det offentlige skal ordne det hele”. Vi har de seneste år fået indrettet et velfærdssamfund, hvor mange borgere bliver adresseret og opfatter sig selv som “forbrugere”, der har betalt for velfærden over deres skat og nu skal have frit valg på alle hylder. Ved at inddrage borgerne mere og byde deres egne initiativer velkomne, kan vi udvikle en offentlig sektor, der har karakter af et fællesskab mere end en service-producent.

Fordi vi lever i et samfund, hvor langt de fleste borgere er veloplyste og har en masse ressourcer, som kan gavne fællesskabet. De bliver bare ikke altid bragt i spil, når de offentlige institutioner med deres velmenende og veluddannede medarbejdere tager beslutninger uden at lytte til borgerne først.

2. Hvad har borgerne at tilbyde, og er de kompetente nok?

Borgerne kan først og fremmest bidrage som “konsekvens-eksperter” – de ved, hvordan det er at bo og færdes i et bestemt lokalområde eller at være forælder til børn i folkesskolen osv.Der ud over er rigtig mange danskere jo selv “fagfolk” eller “eksperter” inden for forskellige områder og har en viden, som de kan bringe i spil. Og endelig kan borgerne tilbyde engagement og praktisk arbejdskraft – der er masser af ildsjæle, der trækker et stort læs som frivillige og projektledere i indsatser, der giver mening for dem fx i deres lokalområde.

Spørgsmålet om “kompetencer” og “viden” i borgerinddragelse er interessant – for mon ikke det er fagfolkene, der stiller det spørgsmål? En stor udfordring i arbejdet med borgerinddragelse er netop at få fagfolk i fx kommunerne til at se, at den faglige viden, de sidder inde med, kun er én slags. Og at den viden, borgere og andre har, kan være lige så værdifuld – men har en anden karakter. Der ligger meget magt i at forsøge at definere, hvilken form for viden, der er legitim i en bestemt sammenhæng!

3. Hvornår er borgerinddragelsen succesfuld og hvorfor?

Borgerinddragelse er en succes, når fx planforvaltningen i en kommune ikke bare inddrager borgerne, fordi de skal, men fordi de har et ægte ønske om at samarbejde med borgere og andre interessenter om fx at udvikle en plan for området.

Her er nogle vigtige succesfaktorer: Inddragelse kan blive en succes, når den sker tidligt i beslutningsprocessen, når alle relevante interessenter er med, når der bliver givet plads til forskelle i erfaringer og holdninger og når der er sat ordentlig tid af til samarbejde/dialog. Når der er skabt politisk opbakning til, at borgerne kan få indflydelse. Og når inddragelsen er tilrettelagt på en måde, så borgerne selv er med til at formulere, hvad de ser som udfordringer og mulige løsninger i stedet for at forholde sig til en løsning, som er udarbejdet af kommunens fagfolk.

Borgerinddragelse er en succes, når deltagerne oplever, at de forstår hinanden, har tillid til hinanden og deltagerne føler sig lyttet til og kan se, at der kommer noget ud af deres bidrag. Og når deltagerne selv begynder at tage ansvar og sætte initiativer i gang for at løse den udfordring, de blev inddraget i.

Et tegn på, at borgerinddragelsen har været en succes, er når borgerne begynder at tage så mange initiativer og spille idéer og forslag tilbage til kommunen, at forvaltningen ikke længere kan følge med…

4. Hvordan går vi fra at inddrage borgerne til at samskabe med borgerne?

Det er et kæmpe skridt – et paradigmeskift. Samskabelse kræver, at de offentlige medarbejdere er parate til at træde ind i et samarbejde med borgere og andre interessenter på lige vilkår – og anerkende, at borgerne har nogle ressourcer og en viden, som er lige så værdifuld og vigtig som den faglige viden.

Når vi taler om samskabelse, er fagpersonernes rolle mere at være “fødselshjælper” eller facilitator og mindre at være ekspert. Mange har brug for at udvikler deres proces- og kommunikationskompetencer for at kunne fylde den rolle. Og så er der brug for, at ledelsen – både den politiske og den administrative – i de offentlige organisationer beslutter, at det er samskabelse, der er målet. Det kræver et stort skridt væk fra den form for offentlig styring, der er dominerende i dag – nemlig New Public Management og henimod en mere netværksbaseret styreform.

Den bedste måde at komme dertil er ved dels at opkvalificere medarbejderne, dels at sætte nogle initiativer i gang, der kan fungere som “isbrydere” ift. resten af organisationen.

5. Hvordan overleverer og formidler vi bedst borgernes stemmer på en levende måde?

Det bedste er at sørge for, at der ikke er brug for overlevering, men at medarbejdere og politikerne bruger tid på at møde borgerne ansigt til ansigt ude i “marken” og høre, hvad de har at sige.

Det næstbedste kunne være at bruge story-telling, personaer og små film til at fastholde og formidle borgernes synspunkter. Forskellighed er et vigtigt nøgleord.

med emneordet , , , , , , ,

De Talende Tavler

Så blev De Talende Tavler sat op i Egelund, Beder og Malling. Her kan borgerne gribe et stykke kridt, og færdiggøre sætningen “Mit medborgerhus skal…”
Mine borgere har været så engagerede i projektet, og endnu engang er jeg forbløffet over deres ejerskab og entusiasme.
Nu er vi bare spændte på, hvordan borgerne i Beder-Malling tager imod tavlerne – rigtig god weekend derude.

med emneordet , , , , ,

Artikel i “Fællesbladet – For Beder, Malling og Ajstrup”

Denne fine artikel er kommet med i Fællesbladet, og er netop nu ved at blive delt rundt til godt 10.000 husstande i og omkring Beder-Malling.

Fællesbladet_Maj_Artikel

med emneordet , , , ,